Case: Glostrup Kommune

Samarbejde mellem Sprog og Leg og Glostrup Kommune

Samarbejdet mellem Sprog&Leg v/Ulla Flye Andersen og Glostrup Kommune begyndte i 2008. 

Kommunen ønskede på daværende tidspunkt at efteruddanne en gruppe pædagoger med henblik på at øge viden om og indsigt i børns sprogtilegnelse og tilføre viden om hensigtsmæssige sprogstrategier i dagligdagen i dagtilbuddene. Det bagvedliggende motiv var indførelsen af sprogvurderinger af 3-årige børn.

Kurser for personale og ledere i dagtilbud
I første omgang gennemførtes et ugekursus, hvor Ulla Flye Andersen underviste suppleret af undervisere fra Glostrup Kommunes eget team af tale-hørekonsulenter og enkelte eksterne undervisere. Ulla Flye Andersen stod efterfølgende for et dagskursus for kommunens dagtilbudsledere. Senere blev Ulla Flye Andersen hyret til at varetage undervisning af pædagogmedhjælpere og dagplejere ligesom hun holdt kursus ved forældremøder i nogle dagtilbud. På denne måde blev det muligt at fastholde den linje i arbejdet med børns sprogtilegnelse, som kommunen ønskede.

Dialogisk læsning
I 2011-2013 blev der i kommunen afsat midler til et større projekt med implementering af dialogisk oplæsning i kommunens dagtilbud og sfo’er. Ulla Flye Andersen samarbejdede tæt med talehørekonsulenten i PPR og kommunens pædagogiske konsulent om udvikling af et koncept for arbejdet med dialogisk oplæsning. I fælleskab blev der udarbejdet vejledning og skabelon til en inspirationsfolder, som efterfølgende blev brugt af kommunens sprogvejlederkorps til at fremstille foldere til mere end 100 billedbøger, der nu er tilgængelige for alle kommunens pædagoger på kommunens intranet.

Skriftsprogstilegnelse - Inspirationstur
Senest har Ulla Flye Andersen planlagt og forestået en Inspirationstur for sprogvejledere, dagtilbudsledere, Centerchefer og talehørekonsulenter. Ønsket var at få inspiration og ideer til arbejdet med skriftsprogstilegnelse i dagtilbuddene.

Formålet med turen lykkedes i allerhøjeste grad. Programmet indeholdt teoretiske oplæg fra Ulla Flye Andersen selv og fra undervisere fra VIA. Derudover var der besøg i et dagtilbud i Skanderborg, hvor der arbejdes målrettet med skriftsprogstilegnelse ligesom der var oplæg fra to dagtilbudsledere om samme emne. Sluttelig stod Sprog og Leg for facilitering af en proces, hvor deltagerne i fællesskab fandt frem til, hvordan viden og oplevelser fra dagen kunne praktiseres ”hjemme”. Et par dage efter turen modtog kommunen et referat fra dagen med beskrivelse af de ideer og aftaler, der blev drøftet ved opsamlingen.

Empati og lydhørhed
Ulla Flye Andersen har med stor empati og lydhørhed formået at komplementere og følge op på kommunens ønsker og forventninger til arbejdet med sprog i dagtilbuddene. Forståelsen for de vilkår, der er til stede i netop Glostrup Kommune og de forudsætninger og forventninger, der har været i dagtilbuddene, har Ulla Flye Andersen demonstreret i tilrettelæggelsen af sin undervisning. Det kendskab til kommunen, kommunens pædagogiske personale og kommunens talehørekonsulenter, som Ulla Flye Andersen har fået gennem samarbejdet, har været af meget stor betydning for modtagelsen og formidlingen af de tiltag, man fra kommunens side har ønsket tilgodeset i dagtilbuddene. 

Else Maarssø, Leder for talehørekonsulenterne i PPR, Glostrup Kommune indtil 1.11.15

Sprog&Leg v/Ulla Flye Andersen - Tåstrupvej 44, Selling, 8370 Hadsten - Tlf: 2090 1599 - Mail: sol@sprogogleg.dk - CVR: 28633386