Tidlig indsats

test

Fra mor til ord

Tidlig indsats starter ved fødslen... muligvis før! Og investeringen kan betale sig i længden. Det kan du læse mere om her på siden, hvor vi forklarer tanken bag tidlig indsats samt giver konkrete eksemplar fra kommuner, der allerede er godt i gang med initiativer til at styrke barnets sprog og læring i de tidligste år af livet. 

Hvad forstår vi ved tidlig indsats
Når vi taler om tidligindsats i forhold til barnets sproglige udvikling, så handler det først og fremmest om, at den seneste års forskning har understreget, at barnets udvikling op gennem skole og uddannelsesforløb hænger uløseligt sammen med de kompetencer, barnet tilegner sig i de første leveår. Det betyder kort sagt, at hvis vi skal forbedre barnets muligheder for at lære at læse og skrive, så skal vi ikke (kun) kigge på skoletilbuddet, men i høj grad på kvaliteten af det læringsmiljø, barnet møder inden det kommer i skole - ikke bare i dagtilbuddet men også i hjemmet.   

Hvor tidligt er tidlig?
Her kan vi kun svare "jo tidligere, desto bedre!". Forskningen viser nemlig, at vi opnår den største gevinst pr. anvendt krone, jo tidligere vi investerer i at sikre, at alle børn får lige muligheder for læring og udvikling. Den amerikanske økonom, James Heckman, har påvist en direkte sammenhæng mellem investering i tidlig indsats og senere samfundsmæssig gevinst, mens EPPE-studiet har konkluderet, at god kvalitet i dagtilbuddet ligefrem kan "vaccinere" børn mod et dårligt skoletilbud. 

Den gennemgående konklusion er, at det er i barnets tidligste leveår (0-6 år), at fundamentet for al senere læring lægges – eller ødelægges. Jo tidligere vi opsporer og støtter de børn, der er i risiko for at udvikle læringsvanskeligheder i skolen, desto større er chancen for at minimere denne risiko … og jo mere vi inddrager forældrene i indsatsen, desto større positiv effekt har indsatsen vist sig at have. 

Hvad er forældrenes rolle?
Nyere dansk forskning har dokumenteret, at forældrene har en stor rolle at spille i barnets sproglige udvikling og vej til læring, og at forældreinddragelse ikke blot er yderst effektiv, men også økonomisk bæredygtig, da den også kan iværksættes med ganske få midler og stort set uden personaleressourcer.

I sin Ph.D. afhandling viste professor Simon Calmar Andersen gennem et projekt i Aarhus Kommune, at man med den såkaldte ”kuffertmetode” kan reducere antallet af børn i modtageklasser med 89% ved at støtte forældrene i at læse sammen med deres barn.

Projektet viste ikke blot, at forældreinddragelse er mere effektiv end initiativer rettet mod fagpersonalet, men også at det er de absolut svageste forældre, der får størst udbytte af indsatsen.

Samtidig har vi britisk forskning, der går helt tilbage til 60'erne og 70'erne, der dokumenterer, at læsemiljøet i hjemmet er en afgørende faktor i børns læseudvikling. 

Erfaringer med tidlig indsats i danske kommuner
Adskillige danske kommuner har allerede gjort sig konkrete og gode erfaringer med tidlig indsats:
  • I Glostrup Kommune har man i flere år udleveret sprogkufferter til udvalgte familier.
  • Herning Kommune udleverer kufferter til alle kommunens 2-årige og investerer i opkvalificering af personale i 0-6 års området ift. understøttelse af børns sproglige udvikling.
  • Københavns Kommune har uddannet mere end 400 dagplejere i kvalificeret sprogarbejde (Leg med sprog) og indleder nu en målrettet indsats med sprogkufferter til kommunens mest udsatte familier.
  • READ-projektet i Aarhus Kommune har flyttet børns læsefærdigheder markant udelukkende ved inddragelse af forældrene.
  • I Silkeborg får udvalgte familier tilbudt Sproggaven allerede før barnets fødsel og følges gennem de tidlige år
  • I Syddjurs bygger man bro mellem dagtilbud og skole med fælles introduktion til Ny Sprogvurdering 3-6
Sprog&Leg kender disse initiativer, fordi vi spiller en rolle i dem alle. Enten som faglig sparringspartner, leverandør eller logistisk partner. Herunder kan du læse mere om de forskellige projekter (klik på ikonet for den enkelte case).
 
 
Vi har gennem vores tætte samarbejde med disse og andre kommuner fået stor erfaring med hele værdikæden inden for tidlig indsats – fra uddannelse af fagpersonale og sprogvurdering af børn til udarbejdelse af konkret materiale til brug i praksis og håndtering af logistikken ved store kommunale sprogprojekter. Og så ved vi frem for alt ret meget om barnets vej fra mor til ord.
 
Hvis tidlig indsats er et strategisk fokusområde i din kommune, står vi klar til en snak – for vi forstår mange af overvejelserne og udfordringerne med implementering af projekter til tidlig indsats.

Sprog&Leg v/Ulla Flye Andersen - Tåstrupvej 44, Selling, 8370 Hadsten - Tlf: 2090 1599 - Mail: sol@sprogogleg.dk - CVR: 28633386