Køb til skole, institution eller dagpleje? 
Da vores bøger, spil og sprogkufferter er specialudviklede, er vi ikke omfattet af indkøbsaftaler, og I kan købe direkte via EAN nummer.

Anmeldelse af vendespillet "Drenge og piger"

Af Susanne Stoltenborg, Sprogvejleder, Gladsaxe Kommune

I mit arbejde som sprogvejleder og flersprogsvejleder indgår jeg i et praksisnært samarbejde med pædagogisk personale, hvor vi i fællesskab planlægger og gennemfører målrettede sprogunderstøttende aktiviteter med børnegrupper, som har behov for at styrke og udvikle deres sproglige færdigheder.

Der arbejdes med mange forskellige emner i de forskellige børnehuse. I ét børnehus er emnet lige nu leg med udgangspunkt i “Totte og Lotte leger inde” (for de ældste vuggestuebørn) og i et andet børnehus er emnet eventyr, og her er valgt historien om “Hans og Grete” (for de mellemste børnehavebørn).

I disse grupper har vi udvalgt spillet “DRENGE OG PIGER” fra Sprog&Leg til at indgå i en målrettet sprogindsats. Spillet relaterer så fint til figurerne (drenge og piger) i børnehusenes emner. Vi øver bl.a. han/hun og sætningsopbygning samt turtagning.

Når vi anvender spillet, får vi samtidig kendskab til det enkelte barns sprogforståelse og ordforråd, da billederne i spillet viser en person, som udfører en handling (ofte) med en genstand.

For at børnegrupperne får mulighed for mange gentagelser af de ønskede sætninger, spilles spillet på forskellige måder:

Det klassiske måde - vendespil med alle brikker med bagsiden op.

Som samtale, hvor de voksne kan indlede dialogen med fx: “Hvad mon drengen er i gang med?” Ønsket svar: “Han børster tænder”. Samtalen kan fortsættes med at tale om børnenes egne tandbørster og rutiner herom.

Eller (den voksne): “Hvad gør pigen på bænken?”. Ønsket svar: “Hun læser i en bog”. Samtalen kan fortsættes med børnenes egne bøger, yndlingshistorier, rutine om godnathistorie osv.

Det kan også være den konkurrenceprægede, hvor børnene får hver en sugekopstang/fiskestang. Her er det ene sæt billeder lagt frem med billedsiden op, og der trækkes et kort af tilsvarende billeder fra en bunke. Det barn som først fanger det tilhørende billede får dette. Det barn som får flest billedkort har vundet.

Eller som samarbejdsopgave. Børnegruppen inddeles i hold af 2. Hver gruppe får et antal billedkort og skal herefter finde de tilsvarende, som er gemt rundt omkring i grupperum eller på legepladsen. Når børnene har fundet deres billedkort, fortæller de, hvad billedet forestiller, fx: “Pigen spiser en is/drengen børster tænder”, og fortæller tillige, hvor de fandt billedkortet, fx: “Vi fandt kortet oppe på hylden/bag ved papirkurven/inde i legehuset/i bilkassen” osv.

“DRENGE OG PIGER” kan tilpasses børnenes sproglige niveau og gradvist udbygges, så mange ordklasser bliver inddraget, hvilket er med til at understøtte, at børnene kan udvikle et solidt og nuanceret sprog. Med dette rigt anvendelige spil går sprogstimulering som en leg.