Eksempler - skærme

En far sidder på en bænk i Tivoli med sin datter på omkring to år i en klapvogn foran sig. De venter på nogen, men der er ingen drama – pigen er tydeligvis tryg og i godt humør.

Nu finder faren sin mobil frem og begynder at scrolle på youtube. ”Skal vi finde noget, du kan se!?” siger han blidt til datteren. Han finder det, han søger, og rækker sin datter mobilen.

Pigen tager den og sidder nu nogle minutter og stirrer ned i skærmen, men mister så interessen. Hun begynder at trykke på skærmen og lege med mobilen. Faren griber ind et par gange og guider hende tilbage til videoen og til at sidde stille og kigge. Til sidst bliver pigen så urolig, at far er nødt til at tage hende op på skødet for at fortsætte sine bestræbelser på at få datteren til at kigge på skærmen.

Nu vrider og vender pigen sig på sin fars skød, mens far med møje og besvær forsøger at få hende til at fokusere på telefonen. Hun laver brokkelyder og kigger alle andre steder hen. Han forsøger febrilsk at holde hende, mens han scroller og siger med voksende desperation i stemme: ”Skal vi så kigge på det her?”

Han begynder at snakke om det, der sker på skærmen … og pigen falder lidt til ro og lytter med, trykker lidt på skærmen, indtil hun igen mister interessen og kæmper for at komme fri. Sådan fortsætte situationen, indtil mor dukker op, og ventetiden er forbi.

Hvad skete der her?

Faren havde den bedste intention. Han forsøgte at få en ventetid til at gå for sin datter – på den måde han selv er blevet vant til at fordrive ventetid. Men han ænsede ikke, at det var hans eget behov, ikke sin datters, han tilgodeså.

Pigen viste med al tydelighed, at hun ikke var interesseret i skærmen, og hendes reaktion er understøttet af den forskning, der findes på området: Børn er ikke naturligt disponeret for at interessere sig for en skærm. Og hvad mere interessant er … det er også ret usandsynligt, at de lærer noget af den.  

Hvad kunne far have gjort?

I stedet for skærmen kunne far have siddet og kigget på de forbipasserende mennesker med sin datter. Han kunne have snakket om lydene, lyset, børn med balloner og candy floss og voksne med dampende kopper gløgg. Han kunne have fulgt sin datters naturlige interesse og nysgerrighed og sat ord på det, der fangede hendes opmærksomhed.

Så var ventetiden blevet til en både hyggelig og lærerig stund for dem begge.