Leg eller læring - behøver vi at vælge?

Af Anne Lindhard

Nogle forskere argumenterer for tidligere skolegang og målstyret læring i daginstitutioner. Andre taler den frie legs sag. Skyttegravene er dybe og deres forkæmpere overbevisende, men hvis vi formår at balancere på den gyldne middelvej, tyder alt på, at vi giver vores børn den bedste sprogstart i livet.

I disse år er der meget fokus på, hvilken rolle daginstitutionerne skal spille i indsatsen for at styrke børns muligheder for læring senere i livet. Nogle forskere, bl.a. Niels Egelund, mener, at tidligere skolegang og målstyrede læringsaktiviteter er vejen frem, mens andre som Dion Sommer minder os om vigtigheden af leg og farerne ved for tidligt pres.

Det er vigtigt at understrege, at INGEN parter er imod planlagte og læringsfremmende aktiviteter i institutionerne. Tværtimod. Slaget står om, hvordan det bedst sker. Og det er på den slagmark, at læringen, og dermed børnene, lige nu er fanget i krydsild. 

Fart på sproget – tidlig indsats virker

Vi lader lige børnene blive hængende der et øjeblik (skræmmende tanke, ikke!), mens vi ser nærmere på, hvad vi egentlig ved om tidlig indsats over for børns sprog. Det emne er aktuelt i medierne foranlediget af resultaterne fra de to projekter Fart på sproget og SPELL (af Center For Børnsprog, SDU).

Undersøgelserne i de to projekter involverer 13.000 børn og 1100 pædagoger i hele landet og er dermed den hidtil største af sin art. Den viser, ikke overraskende for os, at selv en begrænset indsats – 2 gange 20 minutter om ugen – har en positiv effekt på børns sprog.

Tidligere undersøgelser viser i forvejen, at en høj kvalitet i dagtilbuddene for de 0-6 årige er vigtig. Det er endda sandsynligt, at den indsats kan kompensere for et senere dårligt skoletilbud. Der er derfor enighed om, at vi skal arbejde aktivt med sprog og læring i dagtilbuddene – dvs. dagplejere, vuggestuer og børnehaver. Det er hvordan og hvor meget, der skiller vandene i forskerverdenen.

Læs mere om tidlig indsats

Lad børn være børn – hvad vil det sige?

Uden for denne forskerbaserede holdningskrig, findes så alle os andre. Hvad skal vi vælge at tro? Det er tydeligt, at politikerne stadig tror, at vi skal sætte ind i folkeskolen, hvis børn skal blive bedre læsere (Til trods for, at der findes økonomiske beregninger, der fremhæver gevinsten ved tidligere indsats (Heckman, 2008)). Det vidner Antorinis seneste udspil om, hvor hun kanaliserer flere ressourcer ind i skolernes mellemtrin.

Heckman-kurven

I skolen kan lærerne opleve at kæmpe en forgæves kamp, fordi de 12-årige elevers læsefærdigheder hænger sammen med størrelsen på deres ordforråd … da de var 3 år. Det viser de spritnye undersøgelser, som Dorthe Bleses og Anders Højen fremlagde på SDU Børnesprogskonference 2015: Størstedelen af børn med et lavt ordforråd ved 16-30 måneders alderen ligger under middel i læsningen 10 år senere.

Som forældre er det til gengæld let at blive revet med af følelserne og blive revet midt over. Vi vil jo gerne have, at vores børn klarer sig godt i skolen, men vi vil også gerne lade ”børn være børn”, så længe som muligt. Vi frygter, at de bliver presset og gjort ”skoletrætte”.

Vi er stødt på et indlæg i FEMINA, hvor Renée Toft Simonsen (RTS) taler direkte til denne frygt og fremmaner en idyllisk verden, hvor børnene tumler rundt i fri, lystbetonet leg, mens pædagoger og andre voksne venter tålmodigt på sidelinjen med kram og kernerugbrød. Lad dog børnene. Man bliver helt varm om hjertet ved tanken … eller hvad?

Der kan være meget fornuft i RTS’ angreb på målstyret og instruksbaseret læring. Træning og tavleundervisning hører ikke hjemme i daginstitutionerne. Basta! Men derfra og til at foreslå, at vi helt skal stoppe med at læse med børnene – og stoppe med at tænke læring. Det gør i hvert fald vores hjerter iskolde.

Hvor efterlader det personalets faglighed, hvis de eneste kompetencer, de behøver, er brede favne og god køkkenhygiejne? Det kan snarere blive en god (politisk/økonomisk) undskyldning for at skære endnu mere i dagtilbudsområde. RTS’ lille dundertale ignorerer fatalt, at der stort set er entydig opbakning i forskningskrigen til at styrke og opkvalificere daginstitutionernes personale inden for sprog og læring.

Men de egentlige ofre er jo desværre børnene. Havde du glemt dem? Nej, vel … billedet af dem fanget på slagmarken rumsterer nok stadig i baghovedet, så lad os få hevet dem i sikkerhed, før det går galt.

Leg er læring – og omvendt

Hvordan gør vi så det? Først og fremmest skal vi holde op med at se leg og læring som modsætninger. Det er ikke ENTEN målstyret undervisning ELLER fri leg – det er snarere hverken-eller. Leg er børns genvej til læring – motorisk, taktilt, kognitivt, emotionelt, intellektuelt og sprogligt. Leg er læring – og læring er leg. To sider af samme vigtige sag.

Derfor skal vi samtidig se os selv dybt i øjnene og overveje, hvorfor vi er bange for tidlig læring? Tror vi, at al læring skader børn? Nej, vel! Måske er det faktisk fordi, vi har en relativt snæver opfattelse af læring, når det kommer til færdigheder som læsning, skrivning og matematik. Det foregår jo foran en tavle, hvor man skal sidde stille og lytte. Og øve øve øve …

Den opfattelse kommer ikke børnene til gode. Børn er født til at lære … fra Dag 1. De 0-6 årige er små ”læringssvampe” med alle antenner og synapser ude for at suge til sig af verden, men de ved bare ikke, hvor de skal rette deres fokus. Det er derfor, de behøver engagerede voksne i deres liv.

Der er ingen naturlov, der fortæller os, at det at være barn er en evig tumlen rundt i fri leg. Det er fantasi, som hører til i eventyr (som vi for resten skal læse MANGE af med vores børn). Vi skal altså ikke være bange for at lære børnene noget – vi skal bare huske, at læringen skal ske gennem leg og med udgangspunkt i det enkelte barns udvikling.

Skal leg være ”lystbetonet”?

Læg mærke til, at det er barnets udvikling, IKKE nødvendigvis barnets ”lyst”, vi går ud fra. For kan vi ikke blive enige om, at hvis barnet ikke ved, noget eksisterer – eller hvis noget er svært – så er det svært at finde lysten til det? Børn lærer ikke sprog af sig selv, de forstår ikke automatisk sprogets mange betydninger, og de opfatter ikke ud af det blå, hvordan man rimer. De skal møde sproget gennem voksne, der guider til leg med sprog, så det vækker børnenes nysgerrighed.

Hvis vi lader os rive med af Reneé Toft Simonsens advarselsskrig og siger ”STOP” til læsning og tidlig læring til fordel for lystbetonede aktiviteter, så er der en risiko for, at vi især svigter de børn, der har sproglige vanskeligheder. Her mener vi ikke kun børn med udtalevanskeligheder, men børn der har mere skjulte udfordringer som fx en svag sprogforståelse eller et lille ordforråd.

Sprogligt svage børn søger trygge lege uden ord

Børn med sproglige vanskeligheder vil nemlig ikke have lyst til at søge mod sproglige aktiviteter som læsning, leg med rim og remser, sanglege og spil. De foretrækker de sprogløse scenarier, der udspiller sig på legeplads, i puderum og blandt klodser og kasteskyts.

Disse lege skal der også være plads til og med de normeringer, vi ser i daginstitutioner, er der vist heller ikke den store risiko for, at vores børn ikke får tid til fri leg. Så lad os hellere se på, hvordan vi kan støtte institutionerne i at få politisk fokus på at afsætte flere ressourcer til lærerige sproglege af høj kvalitet. Det kræver ikke kun flere hænder, men også efteruddannelse.

Byd op til lærerig leg og legende læring

Den gyldne middelvej mellem de to fronter – eller måske snarere uden om – handler kort og godt om lærerig leg. Dvs. leg der strutter af læringspotentiale. Igangsat og guidet af de voksne, men drevet og udviklet af børnene. Hvor alle hjælpes til at deltage – de sprogsvage lidt mere end de stærke.

Lad os derfor slå fast, en gang for alle. Børn både kan, vil og skal stimuleres sprogligt og kognitivt i daginstitutionerne gennem bevidste, voksenledte sprogaktiviteter, der tager udgangspunkt i leg og i dagligdagen. De skal lege med sproget ved at synge, rime, tegne, tale, spille og læse … måske endda øve sig i at læse/skrive deres eget navn. Det mister de IKKE deres barndom af. Tværtimod.

Hvis vi får det til at ske, så bobler alle deres små hjernecentre af taknemmelig aktivitet og energi, og de kommer knaldparate i skole med hele læse- og skrivefundamentet klar til bebyggelse.

2015 © Sprog&Leg