Rutiner er gode sprogstunder
- Forsiden
- Om os
- Artikler
- Vidensartikler
- Rutiner er gode sprogstunder
Artikel: Kør sproget ind på rutinen
Oversat af Anne Lindhard for Sprog&Leg efter artikel fra The Hanen Centre
Rutiner er oplagte stunder til at styrke barnets sprog, da de byder på genkendelse og gentagelser. Der er god grund til at R.O.S.E rutinen.
Vågne … gå i bad ... tage tøj på … spise morgenmad … lave madpakker … aflevere børn … tage på arbejde
Det er sikkert en ret velkendt beskrivelse af mange menneskers morgenrutine. Vi har alle en relativt forudsigelig række af begivenheder, der optræder hver dag. Selvom disse rutiner ikke lyder ret spændende, så er de med til at skabe orden og ro i en travl hverdag. Vores daglige rutiner giver os en tryg struktur, og det kan være ret stressende, hvis de bliver brudt – fx hvis vækkeuret ikke ringer.
Rutiner er gode sprogstunder, fordi de ofte foregår på samme måde hver gang – mange på daglig basis. Det gør dem trygge og forudsigelige, og det er med til at styrke børns mulighed for at øve sig og lære de handlinger og ord, der hører til rutinen, og for at udvikle deres evne til at kommunikere. Med R.O.S.E.-strategien* kan du støtte børns sprog og læring i daglige rutiner.
Hvad er en rutine?
En daglige rutine er en aktivitet eller handling, som du foretager dig på samme måde hver gang, ofte dagligt. Det kan fx være:
- Tage tøj på
- Børste tænder
- Tage overtøj på
- Vaske hænder
- Få skiftet ble
- Gå på toilettet
- Måltider
- Bad
- Tage nattøj på
- Puttetid
Daglige rutiner kan som regel deles op i en række mindre trin. For eksempel sker der følgende, når vi vasker hænder:
Tænde vandhane – gøre hænder våde – tage sæbe på – gnide sæbe ind i hænder – skylle hænder – slukke vandhane – tørre hænder
Ikke alene følger rutinerne forudsigelige trin i en velkendt rækkefølge. De har en klar begyndelse og afslutning. Børn lærer efter nogle få gange at opfatte, hvornår en rutine starter, hvad der kommer derefter, og hvornår rutinen er færdig.
Denne struktur gør rutiner til oplagte læringsstunder, hvor børnene styrker deres sproglige færdigheder. Når trinene ikke forandrer sig, kan børnene bruge deres energi på at forstå, hvad der bliver sagt og selv øve sig i at kommunikere.
Hvad lærer børn af daglige rutiner?
Der er meget for børn at lære i de daglige rutiner – lige fra selv at foretage nogle af handlingerne til at sætte ord på handlingerne og tale om dem med andre. Hvis et barn endnu ikke har lært alle trin i en rutine, kan det være svært for dem at sætte ord på, fordi deres fokus stadig er på at mestre trinene.
Her kan vi som voksne hjælpe barnet ved først at tage ét trin ad gangen, mens vi sætter ord på for dem. Når barnet lidt efter lidt kender til rutinen og selv kan klare ét eller flere trin, kan vi støtte barnet i at begynde at tale om, hvad der sker.
Her er et par eksempler:
- Barnet lærer at foretage dele af rutinen selv: Et barn lærer efterhånden at gøre nogle af trinene selv, måske først med lidt hjælp og siden ved selv at prøve. For eksempel kan barnet starte med at lære at …
- vaske hænde ved selv at tænde for vandhanen eller tage sæbe på.
- dække bord ved at bære sin tallerken til bordet eller hente bestik i skuffen.
- tage tøj på ved at trække trøjen ned, når du har hjulpet med hoved og arme.
Mens det lærer at forstå disse trin, begynder barnet også at forstå sproget, der hører til dem, når det hører dig sætte ord på, fx ”Nu tænder vi for vandet”, ”Mmm, maden smager godt” og ”Du skal vist tage en hue på i dag”. - Barnet lærer at kommunikere i rutinen: Når barnet kender rutinen, kan du begynde at hjælpe barnet til at tale med dig under rutinen (eller bruge gestik/pegning). Barnet kan begynde at spørge om noget at drikke, når det kommer med sin kop, svare på spørgsmål som “Vil du have banan eller æble?” eller kommentere på det, der sker, fx ”Vandet er koldt!”. Hvordan og hvor meget barnet kan kommunikere afhænger naturligvis af, hvilket sprogligt stadie det er på, men alle rutiner inviterer til samtale og interaktion. Du skal bare huske at R.O.S.E rutinen!
Sådan kan du R.O.S.E rutinen
R.O.S.E. beskriver den måde, vi kan hjælpe børn med at kommunikere eller lære et nyt trin i en rutine. Selvfølgelig skal vi anerkende barnets indsats, men her handler det om at være bevidst om din egen rolle i barnets læring.
Før du begynder at R.O.S.E, kan du først overveje, hvad du gerne vil støtte barnet i at lære – dvs. hvordan håber du på, at barnet deltager i rutinen: Vil du gerne have barnet til at GØRE noget (fx ”tage trøje på”) eller SIGE noget (dvs. fortælle dig noget med ord og/eller gestik)? Når du har styr på det, så er du klar til at R.O.S.E!
* BEMÆRK! Strategien kaldes R.O.C.K. på engelsk.
Gentag trinene i rutinen i samme rækkefølge og gentag de ord/vendinger, du bruger. Hvis du er nogenlunde konsekvent med, hvad du siger og gør, hver gang I laver rutinen, så lærer barnet af disse gentagelser.
(Er der flere voksne, der har samme rutine med barnet, så behøver den dog ikke foregå på helt samme måde. Barnet kan sagtens forstå, at en rutine er forskellig ude og hjemme og mellem fx mor og far. Det styrker også deres forståelse af verden).
Tilbyd barnet en opgave under rutinen, fx noget, det skal gøre, vise eller sige (se eksempler ovenfor). Husk at vente og give barnet god tid til at løse opgaven og øve sig, før du griber ind.
Hjælp barnet på vej, hvis det går i stå eller er usikker. Du kan fx pege på sæben, række barnet sin hue, eller åbne skuffen for a vise, hvad det næste trin er.
At vente kan også være en støtte - hvis du giver barnet god tid, før du griber ind, vil barnet ofte gøre, vise eller sige noget selv.
Rutiner har en begyndelse, en midte og en slutning, og så kan de både være sjove og hyggelige - ligesom et eventyr.
Du kan gøre det lettere for barnet at gennemføre rutinerne, hvis det er rart og sjovt at deltage i dem. Gør jeres rutiner til en leg ved at bruge rim, sange, legetøj og fagter mm. (fx synge “du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder …", lege titte-bøh med tøj, inden I tager det på, dække bord til både jer og bamse, osv.).
Børn vil ofte gerne tage del i rutiner, hvis de har det sjovt imens, så find på nye måde at involvere barnet i takt med, at det er klar til det.
Udover at barnet øver sig i at kommunikere og blive mere selvstændig, er der andre fordele ved at bruge de daglige rutiner som læringsstunder.
Når du involverer børn i rutiner og gør dem til aktive deltagere, bliver de mere engagerede og rutinen bliver ofte en bedre oplevelse for alle parter. Det bedste er også, at du skal foretage rutinerne alligevel hver eneste dag, så du behøver ikke afsætte særlig tid til at lære barnet at kommunikere – det sker helt naturligt, når I interagerer I disse daglige aktiviteter.
Når du som voksen gør dagligdagens oplevelser til læringsøjeblikke, får børn utallige lejligheder til at høre nye ord, kommunikere og blive mere selvstændig.
OBS! Når barnet er blevet fortrolig med en rutine, så kan det skabe ny læring og engagement, hvis du bevidst bryder rutinen, så barnet bliver overrasket og kan kommunikere om dette.
Hent planchen Sådan kan du R.O.S.E. rutinen som pdf her til højre på siden, hvor du også kan downloade 10 ideer der vækker nysgerrigheden hos børn som pdf.
- Nyhedsbreve
- Vidensartikler
- Sprog, samlinger og den røde tråd
- Fra sprog til læsning
- Børn og skærme
- Spil og sprog
- Derfor skal vi læse eventyr for børn
- Syng for sprogets skyld
- Overgange - den første er den største
- Forælder-faktoren
- Kommunikation, Corona og udeliv
- Hvad skal vi med håndskriften?
- Børneyoga, leg og sprog
- Kvalitet i samtalen styrker sproget
- Lær sprog og elsk det
- Højtlæsning og mental robusthed
- Rutiner er gode sprogstunder
- Skadelig læring i vuggestuen
- Sprogvurdering ... og hvad så?
- Leg eller læring - behøver vi at vælge?