Skadelig læring i vuggestuen

Anne Lindhard

Tager børn skade af tal og bogstaver? Eller tager de skade af pres og misforståelse?

Starten på 2017 har været præget af debatten om tidlig indsats og tidlig læring. Først kom KL på banen med et forslag om genindførsel af den obligatoriske sprogvurdering af 3-årige. Kort efter viser endnu en undersøgelse, at vi kan ruste børn til at tilegne sig fremtidige ”skolekompetencer” ved at introducere dem for tal og bogstaver allerede i vuggestuealderen.

I vores øjne er der tale om to glædelige historier. Vi kan dels få identificeret flere af de børn, der har sproglige udfordringer, og samtidig styrke et læringsmiljø i dagtilbuddene, der udnytter det helt unikke vindue hos børn, hvor hjernen er hyperparat til at danne de grundstrukturer, som skal bære læring for resten af livet. Nemlig i 0-3 års alderen.

Med en tidlig indsats på disse to fronter har vi en mulighed for at hjælpe selv udsatte børn godt på vej i læringslivet, men desværre bliver debatten noget ensidig, når den rammer medierne.

Skoleficering af vuggestuen

Der er en udpræget tendens til, at medierne foretrækker at give taletid til de røster, der er skeptiske over for tidlig læring – forældre såvel som fagfolk. Et velkendt ramaskrig runger gennem æteren, hver gang nogen vover at nævne, at børn kan lære om tal og bogstaver i 0-3 års alderen, og medierne giver sig ivrigt i kast med at spinde historier om ”skoleficering” af dagtilbuddene.

Mellem linjerne fremmaner disse historier et billede af vansmægtende spædbørn, der sidder lænket til en skolebænk i vuggestuen, mens de terper brøker og verbers bøjning, så de kan ”bestå” deres sprogvurdering. Som modpol bliver smilende, hujende børn i (voksen)fri leg fremmanet som indbegrebet af stortrivsel.

Men - hvis den voksenfrie leg virkelig er indbegrebet af et godt børneliv, så burde vi jo tilsvarende juble hver gang, der skæres i normeringerne. Færre voksne må jo give mere plads til et børneliv uden forstyrrende indgriben. Det gør vi ikke, for selvfølgelig ønsker vi, at børn skal være omgivet af kompetente voksne, der kan give nærhed og tryghed – og som skaber rammerne for, at de selv kan udvikle sig til kompetente voksne.

Hvad vi taler om, når vi taler om læring…

Udvikling betyder læring – og der er meget at lære for et lille barn. Vi tager for givet, at et barn skal lære at tale, inden det bliver særligt gammelt. Ingen betvivler vores ansvar som voksne til at sikre, at børn tilegner sig talens gave. Derfor vil vi typisk grine, hvis nogen påstod, at vi ikke skulle tale med børn, før de selv kunne svare. Vi reagerer heller ikke med forargelse eller frygt, når vi hører, at børn skal lære at tage tøj på, spise selv eller være en god kammerat. Vi synes egentlig også, at det er helt fint at få tjekket barnets vægt, vækst og syn hos lægen med jævne mellemrum. Bare for at sikre, at alt er som det skal være.

Så hvorfor stejler mange, når det handler om læring og tjek af de matematiske og skriftsproglige kompetencer? Kunne det skyldes, at skolen gennem mange år har taget patent på disse kompetencer, så vi helt ubevidst og automatisk forbinder disse kompetencer med vores forestilling om at gå i skole … og at mange voksne stadig forbinder læring og det at gå i skole med undervisning og med en vis grad af pres? Og at mange på samme måde sikkert automatisk tænker ”eksamen”, når de hører ordet ”sprogvurdering”

Vi kan hurtigt blive enige om, at det førnævnte scenarie er skræmmende … 0-3-årige skal naturligvis ikke undervises i brøker og grammatiske begreber – og slet ikke for at blive hørt i dem ved en test. Men er det virkelig ensbetydende med, at de ikke kan tilegne sig matematiske og skriftsproglige kompetencer og ikke bør sprogvurderes? Eller er det snarere den gængse forestilling om læring og vores forståelse af børns udvikling og forudsætninger for læring, der skal revurderes.

Når læring er en leg

Det er et videnskabeligt faktum, at vores hjerne aldrig bliver mere formelig, end den er i vores seks første leveår. Selvfølgelig er nogle mennesker født med bedre forudsætninger end andre - men som udgangspunkt er alle børn i stand til at lære. Hvad de lærer, afhænger til gengæld af, hvilke input de får fra deres omverden - og ikke mindst om, hvordan de får disse input serveret. Hvad vi også ved nu, er, at det heller ikke er ligegyldigt hvornår, de lærer. 

For at starte med hvad … så kan børn lære de utroligste ting – lige fra at køre på skateboard, danse tango, spille violin til – som nyeste virale trend viser – at lægge voksne i låst sideleje. Med mindre vi har med helt unikt begavede vidunderbørn at gøre, så lærer de dog sjældent ret meget spontant i forbindelse med fri leg. Modsat er pres og tvang måske effektivt på kort sigt, men på den langt sigt kan det være direkte skadeligt. Derfor er det ikke ligegyldigt hvordan.

Læring fungerer bedst, når vi er sammen med mennesker, der er mere kompetente end os selv – OG som er indstillet på at hjælpe os på vej. Ikke ved at presse os eller tvinge os, men ved at møde os der, hvor vi er. Ved at forstå, hvad der giver mening for os. Så stortrives vi som mennesker. Og når det sker, så bliver læring en ren leg.

Det kan faktisk være langt mere skadeligt for et barn at blive presset til noget, som vi voksne mener, er passende at lære i 0-3 års alderen (eller senere for den sags skyld), end det er for dem at lege sig klogere på ting, som vi tror, hører skolealderen til. Man kunne næsten fristes til at sige, at ”skolen” er mere skadelig for børns læring, fordi den nedprioriterer den vigtige leg.

Hvornår er det nye sort …

Når nu vi på den måde kan se utallige eksempler på, at børn KAN lære hvad som helst, så er det netop oplagt at diskutere, hvad et lille barn så SKAL lære. Eller snarere til et opgør med vores forestilling om, hvad der er passende.

Den nyeste parameter i ligningen er nemlig, at vi nu ved fra utallige studier, at et barns livslange matematiske og sproglige kompetencer, hviler på den læring, der sker i 0-3 års alderen. Hvis dette fundament ikke er stærkt, så vil alt hvad vi bygger oven på være tilsvarende svækket. Så det er altså heller ikke helt ligegyldigt, hvornår barnet lærer hvad.

Hvis vi gerne vil ruste alle børn bedst muligt til skolelivet, så gør vi dem en bjørnetjeneste, hvis vi ikke vover at stimulere deres sproglige og matematiske kompetencer, før de kommer i skole.

Relationen er vejen til læring

Konklusionen på er derfor ganske simpel – vi kan og skal styrke børns matematiske og sproglige kompetencer i 0-3 års alderen gennem meningsfuld, voksenstyret leg. Og vi skal sikre, at de børn, der har svagere forudsætninger for at lære af denne leg, blive fundet i tide gennem screening foretaget af kompetente voksne.

Derfor er det vigtigste vi kan gøre at sikre, at børnene er sammen med stærkt kompetente voksne, der er nærværende og opmærksomme og formår at møde børnene præcis, hvor de er … i legen.  Sådanne voksne gør både matematik og skriftsprog til en sjov leg, der foregår med klodser, bøger, bamser og kridt – indenfor eller udenfor, i ro eller bevægelse, når muligheden byder sig. For matematik og sprog for 0-3-årige handler naturligvis ikke om brøker og verbers bøjning, men om farver, former, tal, ord og lyde.

Læring tager derfor ikke tid væk fra omsorg – omsorgen og relationen mellem barn og voksen er forudsætningen for læring. Når omsorgen og legen er udgangspunktet, tager børn ikke skade af at lære, heller ikke når det gælder at tælle og stave. Det, der sætter dybe ar i sjælen, er ikke at blive mødt og forstået … eller at skulle kæmpe hele livet med et vakkelvornt læringsfundament.

Jo klogere vi bliver på børns udvikling, desto tydeligere bliver det, at vi må gøre op med vores snævre forståelse af læring – og fratage skolerne deres kunstige monopol på visse kompetencer.

Leg er læring – og læring er leg!