Sprogvurdering ... og hvad så?
Artikel: Sprogvurdering ... og hvad så?
BEMÆRK! Denne artikel er skrevet før lanceringen af den nye Sprogvurdering 3-6 år, men argumenterne ift, hvorfor vi sprogvurderer, er stadig relevante.
Af Anne Lindhard, 28. maj, 2015
I kølvandet på Regeringens udmelding i sidste uge, hvor den bl.a. forslår genindførsel af den obligatoriske sprogvurdering af 3-årige, giver det endnu mere mening, at vi allerede havde planlagt at lave et lille skriv til jer om indholdet af en sprogvurdering, og hvordan den kan omsættes til en målrettet sprogindsats.
Obligatorisk sprogvurdering, ja tak!
Lad os først understrege, at det er med et stort ”YES”, at vi læste om Regeringens forslag, for der er ingen tvivl hos os om, at den obligatoriske sprogvurdering af alle 3-årige er helt essentiel for, at vi opdager flest mulig af de børn, der har sproglige udfordringer. Samtidig holder vi dog fast i vores egentlig årsag til at behandle dette emne netop nu. Nemlig at selv de børn, der faktisk bliver sprogvurderet, ofte ikke får den mest hensigtsmæssige støtte.
Sprogvurdering og indsats
Vi oplever alt for tit, at selvom et barn i sproglige vanskeligheder bliver spottet, og selvom institutionen får foretaget en sprogvurdering, så er personalet ikke tilstrækkeligt klædt på til at læse vurderingens resultat til fulde. Trods de allerbedste intentioner må de derfor udelukkende læne sig op ad vurderingens samlede resultat og får ikke taget hele barnet med i betragtning. Det gør det stort set umuligt at målrette den efterfølgende indsats, og det efterlader forældre forvirrede og frustrerede.
Mange af de private henvendelser, vi får i Sprog&Leg, kommer fra forældre, der er bekymrede for deres barn sprog. Enten oplever de et problem, som ikke ses i dagtilbuddet, eller også har de fået en gennemgang af sprogvurderingen og en vejledning, som ikke giver mening for dem. Det er i den situation, vi får dem i konsultation.
"Udebørn" og "stille børn"
En typisk case er en 2-3 årig dreng, ofte beskrevet som en rigtig ”udedreng”, som kan lide at bruge kroppen, og som kan have det svært i interaktioner med de andre børn. Når forældrene kommer til os, har de fået en besked om, at der skal arbejdes med at styrke hans sprog – og de har som regel også fået nogle redskaber. Det er fx mundmotoriske øvelser eller meget brede anvisninger til at sætte fokus på sprog, sætte ord på handling, lade ham hjælpe med dagligdags gøremål.
Det, vi så møder, er drenge, der ofte har så svage forudsætninger sprog, at det slet ikke giver mening at arbejde med disse redskaber. De har svært ved opmærksomhed, fælles opmærksomhed og koncentration, og det er her, indsatsen bliver nødt til at starte.
Andre cases gælder de ”stille børn”, som for sent viser sig ikke bare at være generte – men som har store problemer med sprogforståelsen. Det er nemlig rigtig vigtigt at understrege, at sprogvurderingen måler ting, vi ikke altid er i stand til at høre med det blotte øre. Der er himmelvid forskel på, hvad disse to typer børn har brug for af støtte – men ofte ser vi, at det er de samme sproglige redskaber, indsatsen falder tilbage på.
Så hvordan får man strikket en indsats sammen, der kommer barnet bedst muligt til god? Det kræver først og fremmest en dyb forståelse for sprogvurderingen, som den ser ud i dag.
De fire sproglige dimensioner*
Sprogvurderingen undersøger barnets sprog inden for fire sproglige dimensioner: produktivt talesprog, receptivt talesprog, lydlige kompetencer og kommunikative kompetencer.
Barnets produktive talesprog omfatter dets ordforråd, grammatiske færdigheder og evne til at bruge sproget til at udtrykke sig forståeligt og fortælle.
Det receptive talesprog er barnets forståelse af og bevidsthed om talesproget og alle dets nuancer, dvs. betydninger, sammenhænge og usagte regler. I sprogvurderingen er denne dimension opdelt i en A og B del.
Lydlige kompetencer afspejler barnets evne til at genkende, bearbejde og anvende sprogets lyde – og med tiden – skelne og benævne bogstavslyde. Det er altså ikke udelukkende en vurdering af udtale, men også selve opfattelsen af sprogets lydlige dimension.
Endelig siger vurderingen af barnets kommunikative kompetencer noget om, hvor godt barnet er i stand til at bruge sproget i sociale og kommunikative situationer, dvs. hvilke strategier barnet bruger i sin kommunikation med andre.
De underområder, der vurderes inden for hver dimension, får alle en score (ml. 1-100) med forskellige vægtninger indbyrdes, der afgør, hvordan barnet samlet set lander i vurderingen – både inden for den enkelte dimension og som helhed. Nedenstående figur viser, hvordan denne score afgør, hvilken type indsats der ville gavne barnet – særlig, fokuseret eller generel.
* Læs om hvilke områder vi undersøger med gældende Sprogvurdering 3-6 år
Det kan være en udfordring for det pædagogiske personale, men især for forældrene, at afkode resultatet af en sprogvurdering. Især hvis vi kun får kigget på eller præsenteret det samlede resultat.
Bonus findes i bilagene
Derfor er det utroligt vigtigt, at vi tager udgangspunkt i bilagsrapporten, når vi skal afgøre, hvilken indsats, der er brug for til det enkelte barn – og når forældrene skal have vejledning i, hvad de kan gøre på hjemmefronten. Det er ikke lige meget, hvilke redskaber der tages i brug, fx nytter mundmotoriske øvelser intett, hvis barnets udfordringer ligger i dimensionen for receptive talesprog, dvs. sprogforståelsen.
Samtidig skal vi være opmærksomme på, at vurderingens samlede resultat sagtens kan placere et barn i den fokuserede indsats – ja endda med risiko for at falde i den generelle gruppe – mens der alligevel er specifikke områder i vurderingen, hvor barnet scorer så lavt, at det lander i området for særlig indsats. Hvis det ikke bliver spottet, så vil barnet ofte ingen støtte få.
Derfor er det utrolig vigtigt, at det pædagogiske personale er trænet i at læse rapporten, så de ved præcis, hvad de fire sproglige dimensioner, som vurderingen afspejler, dækker over – og at de samtidig ved, hvilken specifik indsats der virker bedst i forhold til hver af dimensionerne. Endelig skal både pædagoger og forældre i fællesskab kigge på det enkelte barn og sammen afgøre, hvad der tjener barnet bedst i forhold til barnets samlede udvikling og forudsætninger.
2015 © Sprog&Leg
