Aarhus Kommune

Case: Aarhus Kommune

READ - Sammen om læsning

af Tina Kornbeck Nielsen, Konsulent ved Læring og Udvikling, Børn og Unge, Aarhus Kommune

Formålet med READ

READ – sammen om læsning er en del af Aarhus kommunes tidlige indsatser, der har til hensigt at styrke tidlig forebyggelse til gavn for alle kommunes børn og unge.

READ et vejledningsmateriale til forældre til de ældste børn i børnehaven, 0., 1. og 2. klasse og bygger således bro mellem den læring, der sker i hjem, dagtilbud og skole. Formålet med READ er, at styrke børnenes sprog, læsning og ihærdighed gennem øget forældreinddragelse. Indsatsen READ tager afsæt i positive forskningsresultater fra et tidligere READ i 2014 i 2. og 3. klasse samt et ”Kuffertprojekt” gennemført i en række i dagtilbud i Aarhus kommune i 2008.

I READ får børn og forældre udleveret en taske med 5-6 bøger og enkel, konkret vejledning i, hvordan forældrene kan læse med deres barn. I børnehaven og i 0. klasse er der fokus på, at forældrene læser højt for deres barn. I 1. og 2. klasse vil det primært være barnet, der læser for forældrene, men forældrenes oplæsning er stadig central. READ har fokus på, hvordan forældrene kan tale med deres barn, om de tekster, de læser og dermed er READ med til at påvirke den praksis med tekster, der er i hjemmet og barnets erfaringer med sprog og tekster. Dette har stor betydning for barnets dannelse og mulighed for at klare sig godt i skolen og på længere sigt i et uddannelsesforløb. READ omfatter desuden en film, der konkret viser, hvordan forældre kan læse med deres barn. Både film og skriftlige materialer er oversat til flere sprog og kan findes på hjemmesiden (se link her til højre).


Forskningsprojekt

I 2014 blev READ for første gang gennemført som et forskningsprojekt med henblik på, at skabe ny viden om, hvordan forældre kan understøtte barnets skriftsprogsudvikling. Projektet, der foregik i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, VIA University College og Aarhus Kommune, viste meget positive effekter på både elevernes læsning og skrivning.

I 2016-17 blev READ igen gennemført som et forskningsprojekt i dagtilbud og skole. Denne gang med henblik på at opnå ny forskningsbaseret viden om metoder til vejledning af forældre med fokus på børns sprog- og læseudvikling, herunder betydning af børnenes ihærdighed og forældrenes vedholdenhed. (Her er endnu igen resultater).


Implementering af READ

Aarhus Kommune er fra sommeren 2017 i gang med at implementere READ i dagtilbud og skole. Dagtilbud og skoler kan låne READ-tasker med bøger og vejledningsmateriale gennem Center for Læring. Aarhus kommune udbyder desuden kurser og rådgivning til dagtilbud og skole i forbindelse en READ-indsats.


Samarbejdet med Sprog&Leg

Sprog&Leg har i forbindelse med forskningsprojektet READ 2016-17 og den nuværende implementering af READ hjulpet med pakningen af mapper med vejledninger og materialer samt pakning af tasker med mapper og bøger. De har desuden kørt taskerne ud til de enkelte afdelinger, der var med i forskningsprojektet. Det har været et stort logistisk arbejde, som Sprog&Leg uden problemer har løst. I forbindelse med, at READ nu kan lånes bydækkende, er der behov for, at Sprog & Leg løbende pakker nye mapper og tasker. 

Read
aak_02_venstre_70_lille

Materialer til download