Herning Kommune
- Forsiden
- Om os
- Om firmaet
- Cases
- Herning Kommune
Case: Herning Kommune
Et bredt samarbejde om efteruddannelse og forældreindsats
af Gitte Hæsum, Pædagogisk Udviklingskonsulent, Center for Børn og Læring, Herning Kommune
Herning Kommune har et overordnet politisk mål om, at alle børn skal være en del af fællesskabet og skal blive så dygtige, som de kan. Med afsæt i forskning, der peger på, at tidlige indsatser er til gevinst for både det enkelte barn og samfundet, investerer man frem til 2020 fokus i at højne kvaliteten i dagtilbuddene og i sprogrelaterede projekter.
Investering i dagtilbud
National og international forskning peger på, at tidlige indsatser i dagtilbud er en gevinst både for den enkelte og samfundet. Opnår barnet gode færdigheder i dagtilbuddet, har det bedre forudsætninger for læring i skolen. Dagtilbud ændrer børnenes livsforløb, men kun i positiv retning, hvis de er af høj kvalitet.
Frem til 2020 har Herning Kommune fokus på:
- Højkvalitetsdagtilbud (herunder medarbejdernes kompetencer og indsatser)
- Bevægelsen fra aktivitetsmål til læringsmål – målbevidst læring
- Bevidst anvendelse af data og digitalisering
- Øget forældresamarbejde
Følgende projekter har foranlediget den praksis, vi har i Herning Kommune.
Læs og Leg Leg og Læs – dagpleje og vuggestue
I perioden februar 2014- marts 2015 har dagplejere deltaget i projekt ”Parat-skolestart, læs og leg 2-3 år” med fokus på dialogisk læsning iværksat af CBL, hvor også 6 vuggestuer deltog. Dagplejerne havde forud herfor dygtiggjort sig via ”Sprogpakken” – uddannelsen samt et 2-dags kursus med teori og empiri bag dialogisk læsning og målrettet læring i anvendelsen af metoden.
Evaluering og erfaring fra Dagplejens deltagelse i projektet viste, at arbejdsmetoden gav et positivt udbytte i forhold til sproglig udvikling for dagplejebørnene, der deltog i projektet. Der sås en mærkbar forskel på børnenes sproglige formåen før og efter forløbet.
Ligeledes bidrog projektet med en yderst brugbar læring for de dagplejere, der deltog.
Erfaringer i Dagplejen viste ydermere, at selv de helt små børn i Dagplejen profiterer af arbejdet med metoden.
Projekt Sprogmester i dagplejen i Herning Kommune
Med afsæt i erfaringer og viden fra Læs og Leg Leg og Læs – gik man i gang med projekt Sprogmester. Målet er på sigt, at alle kommunale dagplejere har erhvervet sig tilsvarende kompetencer som i Læs og Leg Leg og Læs.
Der udvælges 12 dagplejere, der skal fungere som ambassadører. Disse ambassadører skal uddannes i Sprogpakken, samt have kursus i dialogisk læsning. Konceptet er tænkt som ”dagplejere underviser dagplejere” – sidemandsoplæring.
Bogkuffert til alle 2-årige i Herning Kommune
Formålet med en bogkuffert til alle 2-årige er at øge ordforråd og ordkendskab hos alle børn i Herning Kommune.
Vi har i vores planlægning af projektet taget udgangspunkt i netop den forskning, som siger noget om effekten af tidlig indsats og at antallet af bøger i hjemmet har stor betydning for, hvor godt barnet lærer at læse, og at barnets ordkendskab er én af de tre faktorer, der har størst betydning for, om barnet på sigt får læsevanskeligheder.
Tiltaget går ud på, at alle toårige i Herning Kommune foræres en lille kuffert med tre velvalgte bøger. Børnene inviteres ved deres to års fødselsdag til et besøg på Herning Bibliotek.
Sundhedsplejerskerne informerer forældrene om, at denne invitation vil komme, og de opfordrer forældrene til at møde op på biblioteket. Ved besøget vil en bibliotekar udlevere kufferten, og prioriterer tid på samtale med barn og forældre om bibliotekets tilbud til børn. Ligeledes opfordres til nye besøg på biblioteket.
Bøgerne i kufferten skal anvendes til forældrenes oplæsning med barnet og som udgangspunkt for samtale. Der sættes bevidst fokus på udvikling af barnets ordkendskab.
I kufferten ligger også en lille folder til forældrene med anvisninger til, hvorledes bogen skal læses med barnet, og hvorledes man kan arbejde med ordforrådet i den enkelte bog. Der ligger ligeledes en huskeseddel som bogmærke med gode råd til læsningen generelt udarbejdet af medarbejdere i CBL og CBF.
Bogkufferten til alle 2-årige skal ses i sammenhæng med indsatserne i Herning Kommunes dagtilbud, hvor den særlige og fokuserede indsats understøttes at netop dialogisk læsning.
Alle dagplejere og vuggestuer i Herning kommune har de samme bøger, som findes i bogkufferten for at kunne støtte op om forældrene og deres spørgsmål til metoden.
Sprogfiduser i vuggestuen
Fra januar 2018 vil alle vuggestuer få tildelt materialet ”Sprogfiduser” som skal være afsættet for, at arbejde med den tidlige indsats i forhold til barnets sproglige udvikling.
Systematisk dokumentation i dagplejen og dagtilbud i Herning Kommune
Pædagoger i alle dagtilbud kompetenceudvikles jævnligt i, hvordan man understøtter børns sproglige udvikling. Ligeledes er der fokus på, hvordan de udarbejder og arbejder med handleplaner pga. sprogvurderinger og de forskellige sproglige dimensioner. Der er faglige netværksmøder 4 gange årligt, hvor der er fokus på den sproglige indsats.
Kompetenceudvikling af pædagoger i Herning Kommune
- Sprogpakken: dagpleje, vuggestuer og børnehaver
- Kursus i dialogisk læsning (Jette Løntoft): dagpleje, vuggestuer og børnehaver
- Kursus i udarbejdelse af sproghandleplaner med afsæt i sprogvurderingen (Sprog&Leg)
- Kurser generelt om barnets sproglige udvikling: dagpleje, vuggestuer og børnehaver (Sprog&Leg)
- Undervisning i forhold til projekt sprogmester (Sprog&Leg)
- Workshops i forbindelse med projekt ”Tryk på sproget” målrettet forældre til 0-3 årige (Sprog&Leg)
- Kurser i det nye sprogvurderingsmateriale: dagtilbud (Sprog&Leg)
- Kurser i Sprogfiduser: vuggestuer (Sprog&Leg)
- Hanen – Sprog i samspil
Samarbejdet med Sprog&Leg
Center for Børn og Læring har, som det fremgår af ovenstående, samarbejdet med Sprog&Leg i flere forskellige sammenhænge. Samarbejdet har især været i forbindelse med kompetenceudvikling af pædagoger i Herning kommunes dagtilbud i forhold til småbørns sproglige udvikling. Men også i forhold til kurser for børnehaveklasseledere og undervisere i specialklasser i dialogisk læsning.
Der har også været et samarbejde om det fysiske materiale, som anvendes i den daglige praksis i Herning Kommunes dagtilbud. Herning Kommune har bl.a. købt kufferter, som understøtter de sproglige dimensioner i sprogvurderingen, hvilket dagtilbuddene ser som en stor støtte i forhold til udviklingen og arbejdet med handleplaner målrettet de børn, som placeres i en fokuseret eller særlig indsats. Ligeledes er der købt Sprogfiduser til alle vuggestuer, som skal understøtte det pædagogiske personale i deres daglige praksis.
Samarbejdet med Sprog&Leg skaber en sammenhæng i det arbejde, som pågår på småbørnsområdet i Herning Kommune. Det er en fordel, at anbefalinger til praksis, men også til materialeudbuddet, er genkendeligt uanset om man har sit virke i dagplejen eller i Herning Kommunes dagtilbud.
Da vi i Herning kommune også har samarbejdet med Sprog&Leg omkring bogkufferten til alle 2-årige – vil mange forældre også møde en praksis, som de kan genkende i deres barns pasningstilbud og hermed blive understøttet af det pædagogiske personale.