Udtale
Udtale
Fonologisk udvikling
Barnets tilegnelse af sproglyde er en kompleks opgave. Barnet skal være i stand til at skelne mellem de forskellige sproglyde, lagre dem i hukommelsen og skal desuden kunne dele talen op i mindre enheder for at forstå, hvornår et ord begynder og slutter.
Sproglyde er de lyde, ord er sammensat af, og på dansk er der forskel på, hvordan vi taler, og hvordan vi staver. I skriftsproget bruger vi bogstaver, men talesproget beskrives med sproglyde. Det betyder, at kat staves k-a-t, men i talesproget består ordet af sproglydene [k-a-d]. Fonologisk begynder ”hvem” med lyden /v/ og ”cykel” begynder med /s/.
De første konsonanter, barnet lærer, er almindeligvis /b/, /d/, /m/ og /n/.
De fleste børn erstatter ofte bestemte lyde med nogle andre. Eksempelvis erstattes /k/ typisk med /t/ og /g/ erstattes typisk med /d/, således ”ko” bliver til ”to” og ”gul” bliver til ”dul”.
Her følger flere eksempler på hyppige erstatninger og udeladelser hos børn. Prøv engang at sige eksemplerne for dig selv og mærk, hvad tungen gør.
- /k/ erstattes med /t/ - eksempel "kom" udtales "tom"
- /g/ erstattes med /d/ - eksempel "gaffel" udtales "daffel"
Disse to erstatninger kaldes fronting, da det er bagtungelyde, der erstattes med fortungelyde.
En anden almindelig erstatning kaldes stopping, hvor en lang lyd erstattes med en kort:
- /s/ erstattes med /d/ - eksempel "sol" udtales "dol".
- /f/ erstattes med /b/ - eksempel "far" udtales "bar".
- /r/ erstattes med /h/ eller udelades – "rive" bliver til "hive" eller "ive".
Når flere konsonanter forekommer sammen udelades den ene ofte – eksempel "slange" bliver til "lange", "spand" bliver til "band", "mælk" bliver til "mæl".
Fælles for disse erstatninger og udeladelser er, at de er en del af den normale udvikling hos børn indtil en vis alder.
Ikke så hyppige erstatninger er:
- /t/ erstattes med /k/ - eksempel "to" udtales "ko".
- /d/ erstattes med /g/ - ekse,pel "dame" udtales "game".
Denne proces er det modsatte af fronting og kaldes backing, da lyde flyttes bagud i munden.
De ikke så hyppige erstatninger kan være sværere for barnet at overvinde, men mange individuelle forhold gør sig gældende, når et barn har fonologiske udfordringer, der kræver en indsats.
Nogle erstatninger og udeladelser er en del af den normale tilegnelse af sproglydene, mens andre er atypiske. En logopæd kan afgøre, hvorvidt et barn følger den normale tilegnelse af lydene, om det er forsinket, eller om det har atypiske erstatninger, udeladelser eller andet.
Nogle børn kan allerede i 3-årsalderen udtale to konsonanter, efter hinanden som i ”plaster” eller ”gris”, men der er også en del børn, som først klarer det senere.
Det er sjældent, at børn har vanskeligheder med at producere vokalerne.
For under 1% af børn med fonologiske vanskeligheder er årsagen mundmotoriske vanskeligheder. Derfor er det sjældent, at det tjener noget formål at træne motorikken pga. forkert udtale, men børn kan sagtens synes disse aktiviteter er sjove.
Et barnet, som udtaler ord forkert hører ikke selv, at det producerer ordet på en forkert måde, men hvis man eftersiger barnets forkerte udtale, vil det straks korrigere én. Derfor er det meget vigtigt, at forældre og andre voksne ikke bruger barnets udtalefejl for sjov, fordi et barn med udtalevanskeligheder netop i høj grad har brug for at høre lydene korrekte.
Læs mere om fonologiske vanskeligheder her
Om mundmotoriske øvelser
Det er stadig en udbredt myte, at mundmotoriske øvelser er en effektiv måde at arbejde med børns udtale på.
Der har været en udbredt opfattelse af, at børns udtalevanskeligheder ofte handlede om dårlig eller umoden mundmotorik. Det er dog meget sjældent et mundmotorisk problem hos barnet, men snarere en manglende bevidsthed og lyd-skelneevne hos barnet. Man kan sige, at ”lydene er lagret forkert i hjernen”. Er barnets skelneevnen nedsat kan det have vanskeligheder ved at udtale ord korrekt, og børn, som har en normal hørelse, kan også alligevel have udfordringer med at lydskelne. Der kan selvfølgelig også være mange andre grunde til udtalevanskeligheder, og derfor bør man altid kontakte en logopæd, hvis man som forældre eller pædagog er bekymret.
En del nyere forskning slår dog fast, at der ikke er evindens for denne tilgang.
Hvis du vil læse nærmere om denne forskning og den manglende evidens for effekten af mundmotoriske øvelser, kan du fx læse:
"The overwhelming message from the evidence base (Apel, 1999; Baker and McLeod, 2004; Gierut, 1998) is to caution against oral motor therapy practices (Clark, 2003, 2005; Forrest, 2002; Golding-Kushner, 2001; Hodge, 2002; Hoffman and Norris, 2005; Lof, 2003; McNeil, Robin and Schmidt, 1997; Moore and Ruark, 1996; Stierwalt, Robin, Solomon, Weiss and Max, 1995; Strand and Sullivan, 2001; Tyler, 2005)"
Bowen, Caroline (2005): What is the evidence for …? Oral motor therapy; Acquiring Knowledge in Speech, Language & Hearing 7(3)
og
"Results of this review are consistent with those of previous reviews: Currently no strong evidence suggests that NSOMTs (non‐speech oral motor treatment) are an effective treatment or an effective adjunctive treatment for children with developmental speech sound disorders."
