Udtalevanskeligheder

Når et barn har fonologiske vanskeligheder har det udfordringer med at organisere og kombinere sproglyde til meningsfyldte udtalemønstre. Børn med fonologiske vanskeligheder kan være svære at forstå for andre – særligt hvis man ikke er vant til at omgås barnet. Man anslår, at 16% af børn fra 3,6 til indskolingsalderen har udtalevanskeligheder, der kræver talepædagogisk indsats (Fox-Boyer, 2017).

Et barn med fonologiske udfordringer erstatter en eller flere sproglyde med en anden sproglyd eller udelader lyde i ord. Der er oftest et tydeligt mønster i barnets erstatninger og udeladelser, men det modsatte kan også gøre sig gældende.

Læs om barnets fonologiske udvikling her.

Årsagen til fonologiske udfordringer skal findes i hjernen, hvor der gennem opvæksten sker en modning. Hvis barnet har væske på mellemøret eller opholder sig i et støjfyldt miljø, kan det være medvirkende til at gøre det vanskeligere for barnet at tilegne sig den korrekte udtale. Der er dermed ikke tale om, at barnet har problemer med mundmotorikken. Hvis et barn har motoriske planlægningsvanskeligheder i forbindelse med tale, vil man ikke karakterisere udfordringen som fonologiske udfordringer, og børn med fonologiske udfordringer har ikke gavn af mundmotorisk træning, såsom at boble med sugerør, puste til fjer eller slikke sig om munden. Udfordringerne skyldes heller ikke hverken dovenskab eller dårlige vaner.

Man kan begynde at lege med sproglydene tidligt. Hvis barnet er motiveret kan man så småt begynde i 2½-3 årsalderen. Indledningsvis er det altid en god idé at få tjekket barnets hørelse. For de fleste børn vil det være svært uden videre at skulle sige ord med de lyde, der giver udfordringer, og forudsætningen for at lære at bruge lydene i talen er at lytte og skelne sproglyde fra hinanden. Man skal derfor lægge ud med at skærpe barnets evne til at lytte efter sproglydene. Hvis barnet erstatter /k/ med /t/ skal man arbejde med begge disse lyde.

Vær opmærksom på, at det ikke er bogstaverne k og t, det drejer sig om, men de sproglyde, de repræsenterer. Tænk på, at bogstavet k har et navn, der udtales ”kå”, og det giver ikke mening for barnet at tale om, at kat starter med lyden ”kå”. Derfor bruges selve sproglyden med et konkret kaldenavn, der relaterer til lyden og evt. ledsaget af en illustration. Som eksempel at kalde lyden for /l/ for lysekronelyden fordi tungen skal op i loftet (ganen).

Gå derefter på jagt efter navne, genstande og andet, der starter med disse lyde, og lyt sammen med barnet efter, hvilken lyd ordet starter med. Efterhånden har barnet måske selv mod på at prøve at sige lydene og måske lykkes det at få produceret den lyd, der volder problemer. Hvis det fortsætter med at være svært, vil en logopæd kunne gå mere systematisk til værks, så barnet støttes yderligere i disse første skelne- og produktionsfaser. Først når dette grundlag er skabt, kan barnet begynde at sige ord med den svære sproglyd og senere bruge lyden i spontantalen.