Sådan taler du med dit barn

Sådan kan du tale med dit barn (0-6 år)

Børn skal høre sprog for at lære sprog. Men børn lytter ikke kun til vores ord – de ser også på vores kropssprog og ansigtsudtryk, de bemærker, om vi er nærværende, og de lytter til vores stemmeleje.

Selv om det kan virke fjollet at tale med en lille baby, der ikke kan svare, så er det vigtigt, at du viser vejen for, hvordan to mennesker skiftevis taler og lytter til hinanden. Du lærer din baby at kommunikere gennem dialog, øjenkontakt, ansigtsudtryk, fagter, turtagning (at I skiftes til at ”tale”) og fælles opmærksomhed (når I er opmærksomme på den samme ting) – og derfor skal du tale med – ikke til – din baby.

Hold øje med, hvad din baby er optaget af og start der. Du kan forestille dig, at jeres samvær er lidt som en samtale, hvor I skiftes til at have ”ordet”.

Tal med din baby i det sprog, der falder dig mest naturligt. Hvis I er en flersproget familie, så kan I som forældre sagtens tale til barnet på hvert jeres modersmål – også selvom baby kommer til at høre et helt tredje sprog, når det starter i dagtilbud.

Det vigtigste er, at du som voksen giver barnet så mange erfaringer med sprog, samtale og kommunikation som muligt – på det sprog, du taler bedst. Dit barn vil få mange erfaringer med dansk i dagtilbuddet.  

Sådan kan du tale med din baby

Det bedste ved samtaler er, at de især finder sted i hverdagssituationer som fx spisetid, badetid, gåture, pusletid og putning. Alle situationer, hvor din baby har det rart og nyder samværet med dig, er en god anledning til samtale:

  • Tal om det, I oplever sammen. Jeres daglige rutiner har mange ord og sætninger i sig.
  • Lad din babys nysgerrighed styre samtalen. Sæt ord på det, din baby er optaget af.
  • Tilpas din stemme, dvs. tal langsomt, i højere tonefald, med overdreven udtale og mange gentagelser. Det fanger din babys opmærksomhed og gør det lettere for hende/ham at opfatte sprogets lyde.
  • Brug fagter sammen med ord. Det behøver ikke være særlige babytegn. Vi har masser af almindelige fagter– fx at gnide hånden på maven, mens du siger ”Du er vist sulten.”
  • Brug mange forskellige ord. Børns ordforråd vokser, jo flere forskellige ord de hører.
    Du kan sagtens bruge svære ord, bare du forklarer dem og har dit barns opmærksomhed.
  • Lad barnets lyde være en del af samtalen og hold pause, så I skiftes til at ”snakke”.
  • Gentag evt. lydene din baby laver. Hold jeres lille samtale i gang ved at svare og spørge.