Gode strategier

Gode strategier

Herunder gennemgår vi et par gode strategier for, hvordan du som forælder kan støtte dit barn i at tilegne sig sprog, lære, lege og udvikle sig. 

Læs også om growth vs. fixed mindset

Gode strategier

Børn har især brug for én vigtig ting, når de skal lære sprog ... og det er TID. Din tid!

Det kan tage lang tid for sproget at komme fra tanke til udtryk, så når du skal kommunikere med dit barn, så skal du holde udkig efter selv de mindste små tegn på kommunikation og VENTE. 

Tænk på disse tre trin:  

  • Hold Udkig
  • Giv tid
  • Lyt


Denne strategi kaldes også U.G.L ... så du kan tænke på en ugle, når du skal minde dig selv om at bruge den. Du kan også printe uglen her til højre og hænge op som påmindelse.    

Børn lærer ved at være nysgerrige og undersøgende. Når vi tager udgangspunkt i denne egenskab, så understøtter vi barnets naturlige lyst til at lære.

... og børn lærer bedst gennem leg! 

Derfor kan du med fordel holde øje med, hvad dit barn er optaget af og lade jeres samspil/samtale handle om det.  

Alt efter alder kan det fx være at

  • efterligne dit barns handlinger og lyde
  • kommentere dit barns handlinger og invitationer til samtale 
  • sætte ord/sætninger på det, dit barn kigger/peger - snak om det.
  • lade dit barn vise vej i en leg, I har sammen.
  • bruge god tid på en side i den bog, I læser, hvis dit barn er optaget af den - også selvom I så ikke når at læse hele bogen.
  • være nysgerrig omkring det, dit barn er fordybet i. 

Det handler kort sagt om, at du - så ofte som muligt - skal slippe din lyst til at bestemme, hvad jeres samvær skal handle om.

Selvfølgelig er der ting, dit barn er nødt til at lære ... men her kan du med fordel selv gå forrest og med dine ord og handlinger vise, at du synes, at disse ting er interessante eller sjove at kunne.

Dit barns sprog kommer ikke af sig selv ... og det skal heller ikke trænes frem. 

Dit barn lærer sprog af dig, og du skal servere sproget på et sølvfad. Hvis dit barn peger, pludrer eller på anden måde forsøger at udtrykke sig, så giv det dine ord.

Hvis dit barn fx peger på en bold og siger "a' det?", kan du sige "Det er en bold".

Hvis dit barn siger "Min bold!", kan du sige "Ja, det er din fine røde bold"

Undlad at "teste" dit barn med opgaver som  "Kan du sige ...?" og "Hvad hedder det/den?" 

Og hvis dit barn laver fejl, så undlad også at rette dit barn. Gentag i stedet det, dit barn prøver at sige, på den korrekte måde.

Eksempel: Dit barn siger "Ham er høj" - du gentager: "Ja, han er høj".

Prøv også at undgår at bruge "den/det/dem der/de der/" ... for dit barn kan ikke lære, hvad en ting hedder, hvis du bare peger og bruger ukonkrete ord.  

Involvér dit barn

Især jeres daglige rutiner er guld værd for dit barns sprog, og du kan også sagtens inddrage dit barn i hverdagens gøremål. Det er langt mere effektivt end at give dit barn en skærm ... også selvom du har fundet en sjov app, der lover at lære dit barn en masse.

Selv helt små børn kan være med til :

  • At lave mad - sæt ord på de madvarer, I bruger, og de handlinger, der sker: piske, koge, hakke, stege, smage, ...
  • At købe ind - tal om de forskellige varer, I køber eller kigger på, og de handlinger, du foretager: vejer, vælger, betaler, ...
  • At gøre rent - tal om at støvsuge, vaske, lægge tøj sammen, ...
  • Ordne haven - tal om græs, blomster, insekter, ... og om at luge, plukke, ...
  • O.S.V...


 

Som en vigtig del af det at tilegne sig sprog, skal dit barn også lære at have en samtale.

En samtale er karakteriseret ved, at man skiftevis ”tager sin tur” og ”venter på sin tur”. Samme princip kan sagtens bruges, selv om dit barn endnu ikke har ord, men tager sin tur ved at tage øjenkontakt, pege, pludre, række dig ting, osv.   

Det kaldes "turtagning" og det er lidt som en vippetur frem og tilbage mellem jer. 

Se om du kan holde gang i vippen med mindst 5 ture, så I skiftes til at have ”ordet”:

Dit barn – dig – dit barn – dig – dit barn - …

Det er fristende at få en samtale igang med et barn ved at spørge, men vi kan ikke tvinge sprog ud af børn. Børn vil som regel gerne tale, men husk at alt er nyt. Det er bedre at gøre det trygt at eksperimentere og prøve sig frem med sproget ... og få hjælp til det, man ikke selv kan få sagt.  

Hvis vi hele tiden stiller barnet spørgsmål, så kan vi risikere at give samtalen eller samværet karakter af et forhør, en test eller en eksamen. 

Det betyder ikke, at vi slet ikke må stille spørgsmål. Vi skal bare være opmærksomme på, hvordan vi spørger.

Prøv dette i stedet:

  • Kommentér hvad barnet oplever, i stedet for at spørge, fx:  
    "Hvilken farve er bolden? -> "Se, den blå bold triller."
    "Kan du godt lide æblet"? -> "Det ser ud til, at du godt kan lide æblet"
    "Hvor er hunden?" - "Vi kan prøve at finde hunden."

  • Spørg med nysgerrighed og undren, og giv muligheder fx: 
    "Hvor mon hunden gemmer sig?" (at pege er også at svare!)
    "Hvilken frugt vil du gerne have? Banan eller æble?" 

Du kan læse mere om spørgmål ved at downloade planchen i højre kolonne her på siden.