2.0: Spørgsmål
Dialogisk læsning 2.0*: Læsning og spørgsmål
Spørg så sproget sprudler (artikel)
Spørgsmål er en central del af den dialogiske læsning, men hvis vi vil skabe kvalitet i samtalen, så er det ikke ligegyldigt, hvordan vi spørger.
Dialogisk læsning er for længst blevet en veletableret disciplin og et fast led i sprogarbejdet. Det er måske endda den mest udbredte og kendte metode til at styrke børns sprog, fordi den rummer to vigtige elementer – samtale og læsning.
Metoden foreskriver bl.a., at vi udvælger fokusord, som børnene skal blive fortrolige med, og forbereder spørgsmål for at inddrage børnene gennem samtale. Men hvordan sikrer vi, at det bliver en god samtale med masser af sprog og kvalitet? Hvordan bliver vi som voksne den bedste samtalepartner for børnene?
Det vil vi prøve at give et bud på ved først at komme med et par overdrevne eksempler.
Eksempel 1:
Forestil dig, at du skal mødes med en god ven/veninde.
Ville du inden aftalen lave en liste med spørgsmål, som du mente, det ville være godt for vedkommende at besvare?
Eller ville du snarere vente og lytte, før du spurgte ind?!
Eksempel 2:
Eller omvendt - forestil dig at sidder til en bryllupsfest og er blevet placeret ved siden af brudens fætter Finn, som du aldrig før har mødt.
Fætter Finn begynder straks at fortælle om sin seneste rejse til Thailand – og hans enetale er kun afbrudt af spørgsmål som ”Elsker du ikke bare at ligge i solen hele dagen?”, ”Vidste du, at Thailand har flest turister i januar?”, ”Ved du, hvad nationalretten er i Thailand?” og ”Hvem tror du, jeg så mødte på stranden?”… måske lige afbrudt af et ”Mon vi skal have is til dessert?”
- Hvornår mister du lysten til at bidrage til samtalen med andet end en høflig mumlen?
- Hvor hurtigt lader du fætter Finns enetale flyde ind ad det ene øre og ud ad det andet?
- Og selvom du nu hører en del om Thailand og Finn, er du så blevet nævneværdigt klogere på dig selv og verden?
Forestil dig så, at du ved først givne lejlighed vender dig til din modsatte side, hvor din bordherre/-dame smiler til dig og spørger:
”Hvordan kan du så bedst lide at holde ferie?”
Den gode samtalepartner
Nu er børn, der skal udvikle sprog selvfølgelig ikke at sidestille med en voksen, der har talegaverne i orden. Og Fætter Finn er en karikeret overdrivelse for at fremme forståelsen. Alligevel kan vi bruge eksemplerne herover til at overveje, hvad der egentlig skal til for at skabe en god og jævnbyrdig samtale.
En god samtale er nemlig kendetegnet ved gensidig interesse og udveksling af synspunkter. Den bedste samtalepartner er én, der forstår at stille de rigtige spørgsmål og bidrage med egne perspektiver på det helt rette tidspunkt. Derfor er den vigtigste egenskab hos en samtalepartner evnen til at lytte og være opmærksom.
Derfor er det sandsynligvis ikke Fætter Finn, du helst vil tale med resten af aftenen, for selvom Fætter Finn sikkert er en rar mand, der ved en masse om Thailand, så glemmer han at være en god samtalepartner.
Så du kan overveje, hvor ofte du selv bliver Fætter Finn,
når du taler med et barn?!
Fætter Finn som faglig faldgrube
Vi bliver Fætter Finn, hver gang vi i vores iver efter at få stillet de spørgsmål, vi har planlagt, glemmer at have øje for, hvad der egentlig skal til for at skabe dialog. Det gælder ikke kun i det almindelige samvær. Det er også den største faldgrube i den traditionelle dialogiske læsning.
Fætter Finn kvæler samtalen … men det er i samtalen,
at børns sprog spirer og sprudler!
Den jævnbyrdige samtale kan få svært ved at blomstre, hvis vi som voksne møder op til den dialogiske læsning med et sæt planlagte spørgsmål, som vi stiller uanset hvad - og dermed tager styringen med samtalen. Vi glemmer at være en god samtalepartner og forvandles i stedet til en pædagogisk version af Fætter Finn.
I bedste fald lytter børnene ”høfligt” og svarer pligtskyldigt på vores spørgsmål, men i værste fald fratager vi dem lysten til at lytte og muligheden for at eksperimentere med at bruge sproget på en måde, der udvikler det. De taber måske også interessen og bliver utålmodige.
Forberedelse med forbehold for ændringer
Det er vigtigt at understrege, at vi som regel alle er Fætter Finn af og til – og i den allerbedste mening, fordi vi som voksne gerne vil sikre, at vi er forberedte til punkt og prikke, så børnene får den bedste mulighed for læring.
Den velmente forberedelse har også været en fast del af den måde, dialogisk læsning er blevet formidlet på længe. Nu er tiden dog kommet til at slippe tøjlerne lidt og tage fat på at spørge ifølge dialogisk læsning version 2.0. Det betyder, at vi skal lade vores nysgerrighed og opmærksomhed styre den måde, vi læser højt og inddrager på.
Her tager vi hele tiden udgangspunkt i, hvad vi spotter i situationen. Hvad bidrager børnene med, og hvad bliver de optaget af? Og hvordan kan samtalen herfra foldes ud og invitere børnene til at eksperimentere med sproget?
Det betyder ikke, at du ikke kan forberede, hvilke spørgsmål, du kunne stille … men det betyder, at du kun behøver at bruge de planlagte spørgsmål til at hjælpe børnenes samtale på gled, hvis den ikke kommer af sig selv.
Når vi tager afsæt i børnenes engagement og oplevelse,
kan vi stille spørgsmål, der får sproget til at sprudle!
Det betyder også, at vi til dels skal ændre den måde, vi spørger på! Herunder får du vores bud på, hvilke typer spørgsmål du kan bruge - og hvornår - i den dialogiske læsning 2.0.
Åbne og lukkede spørgsmål
Vi skelner som regel overordnet mellem lukkede spørgsmål (ja/nej-spørgsmål) og åbne spørgsmål (hv-spørgsmål).
Lukkede ja/nej-spørgsmål er dem, vi stiller, hvor børnene kan slippe af sted med at svare med ja eller nej. Dvs. spørgsmål som "Har du fået nye støvler?" eller "Kan du se, hvor hunden er?"
Svaret giver os en afklaring, men denne slags spørgsmål udvikler ikke sproget på nogen nævneværdig måde... med mindre vi følger op med en invitation til at fortælle mere.
Åbne spørgsmål er dem, vi typisk starter med et "hv-ord" (hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvorfor, osv.), og som lægger op til at svare med lidt flere ord, og som derfor er med til at holde samtalen i gang.
En tommelfingerregel har været, at ”hvad, hvor og hvem” er lettere at svare på end ”hvordan, hvornår og hvorfor". Denne regel holder dog ikke altid i sprogretten. Fx kan det være umuligt for et barn at svare på ”Hvad tænker hunden?”, mens ”Hvorfor ser hunden trist ud?” måske er lettere.
Forsøg altid at skabe dialog ved at stille åbne spørgsmål,
med mindre du har brug for et ja eller nej…
og barnet har brug for at give det.
Undrespørgsmål
De mest åbne spørgsmål kan vi kalde ”undre-spørgsmål”. Undre-spørgsmål er spørgsmål, der ikke har et givet svar på forhånd. Det er spørgsmål, der taler til børnenes naturlige nysgerrighed eller inviterer dem til at bidrage til læsningen med deres egne perspektiver.
Denne type spørgsmål skaber ”ægte” dialog, fordi du som voksen ikke sidder med svaret på hånden, men er fuldstændig ligestillet med børnene i samtalen. Deres svar et lige så gyldige som dine.
Det er spørgsmål som: ”Hvad mon en trold spiser?” og ”Hvordan ser en fedronning mon ud?” Ordet "mon" kan være en god indikator for, om du har stillet en undrespørgsmål.
Hvis I læser en bog for første gang, kan et undre-spørgsmål sagtens være ”Hvad mon der sker nu?” (også selvom du allerede selv ved det.)
Erfaringsspørgsmål
Du kan også stille åbne spørgsmål, hvor det er børnene, der kender svaret – dvs. spørgsmål, der inviterer dem til at bidrage med deres egne erfaringer. Det er spørgsmål som ”Har I selv prøvet at …?”
Det starter ganske vist ofte med et lukket ja-/nej- spørgsmål, men de skal følges op af en mulighed for at fortælle ”Wauw! Hvordan var det at prøve …?”
Det kan også være mere åbne spørgsmål som ”Hvad er dit yndlingsdyr?” og ”Hvem kender I, der godt kan lide kage?”
Når børn opmuntres til at sætte ord på deres erfaringer,
hjælper det dem med at få deres passive ordforråd aktiveret.
Udviklende spørgsmål
Til de lidt ældre børn kan du med fordel begynde at stille spørgsmål, der er mindre konkrete, og som inviterer børnene til at reflektere over situationer på en måde, som udvikler deres evne til at forstå sig selv og deres omverden.
Det er spørgsmål som ”Hvad kunne han/hun ellers gøre?” og ”Hvad ville du selv gøre, hvis …?” og ”Hvorfor mon han lige gjorde/sagde sådan?”
Den type spørgsmål er svære, så giv børnene rigtig god tid til at tænke over svaret. Du kan med fordel tælle til 20 inde i hovedet, mens de overvejer. Det er faktisk en god regel, uanset hvilken type spørgsmål du stiller.
Nøglen til den gode samtale er TID.
Ting tager tid … og det gør tanker også.
Testspørgsmål
Testspørgsmål er spørgsmål, hvor svaret er givet på forhånd - dvs. hvor der er et "rigtigt" svar, og dermed også forkerte svar. Det er spørgsmål, der typisk lyder "Hvor er hunden?", "Hvem har rød trøje på?" eller "Hvad farve har bolden?"
Denne type spørgsmål er lumske, for de kommer forklædt som åbne spørgsmål, men de kan stille barnet i en situation, hvor det bliver afkrævet et svar, og hvor der er stor risiko for at lave ”fejl”.
Dialogen kan let forvandler sig til et forhør, og det lukker ned for barnets nysgerrighed og kreativitet. Den situation er ikke befordrende for læring og udvikling, og derfor skal vi være yderst varsomme med at stille test-spørgsmål.
Spørgsmål af denne type kan dog være gode til de allermindste for at invitere til fælles opmærksomhed (”Uh, kan du se bolden? Hvor er den nu trillet hen?”). De kan også bruges til at sikre, at barnet kan følge med i det, I læser (”Hør, hvor har hunden gemt sig?”) eller for at give børnene en oplevelse af, at de ved mere end dig som voksen (Altså - hvem ER det, der har klædt sig ud som Bedstemor?).
En god dialog må aldrig få karakter af overhøring.
Derfor skal du kun spørge, når du er oprigtigt nysgerrig efter at høre svaret.
De spørgsmål du helst skal undgå …
Så – der er egentlig ingen typer spørgsmål, der ikke kan bruges, hvis vi er opmærksomme på, hvilken situation de byder op til i læsningen og samtalen.
Men så alligevel … undgå generelt at spørge om ting, der er så indlysende, at de ville give dig selv lyst til at svare ”duuh!”.
”Hvad farve er bolden?”
”Se pigen griner. Tror du hun har det sjovt?”
”Kan du sige … ”økseskaft”?”
Hvis børnene ikke selv vil eller kan sige noget, så giv dem hellere ordene!
Og det sidste eksempel, ”Kan du sige …?”, er ren dressur - og bør pakkes langt væk, med mindre du har ambitioner om at optræde som sprogpoliti … børn udvikler ikke sprog gennem påbud, øvelser og træning, men gennem leg og samtale.
Freestyle på spørgsmål
Dialogisk læsning 2.0 handler altså kort og godt om at "freestyle" lidt mere under selve læsningen og lade børnene komme meget mere på banen. Generelt kommer det formentlig til at betyde, at du lytter mere og spørger/styrer langt mindre. Og det er helt, som det skal være.
Læs mere om at blive en god samtalepartner gennem den vigtige turtagning i artiklen her i højre side, som vi har oversat i samarbejde med The Hanen Centre.
* Dialogisk læsning 2.0 er vores betegnelse for en gentænkning af dialogisk læsning baseret på nyeste viden om den voksnes rolle i barnets sprogtilegnelse. Begrebet er primært inspireret af vores certificering i Sprog i samspil fra The Hanen Centre.
