Når vi arbejder med sprogarbejde i praksis, så skal vi forholde os til forskellige typer af sprogarbejde, som hver især kræver specifik viden og planlægning.
Det almene, generelle sprogarbejde
Den fokuserede indsats for en særlig gruppe børn
Den særligt tilrettelagte indsats for et barn med sproglige udfordringer
Det er især væsentligt, at vi ved, hvilke børn der skal tilbydes særlig eller fokuseret indsats – og hvordan vi skal planlægge både det generelle sprogarbejde og eventuelle indsatser som et barn eller en gruppe børn.
Her kan du få overblik over en række af de konkrete og centrale redskaber, der kan understøtte dig i planlægningen, udførelsen og evalueringen af sprogarbejdet i praksis.
Sprogtrappen
SprogTrappen er et værktøj til at reflektere over praksis og læringsmiljø i dagtilbuddet med afsæt i barnets sproglige udvikling 0-3 år og 3-6 år. Redskabet er udviklet af Pia Thomsen og hjælper dig til at få øje på det enkelte barns forudsætninger for sprog og barnets reelle sproglige kompetencer, så du kan ramme niveau i dit samvær med barnet og bedst understøtte barnets udvikling præcis, hvor det er.
Sprogvurdering 3-6 år er Ministeriets materiale til sprogvurdering i 3-6 års området fra 2017, og det IT-understøttes bl.a. med et modul i Rambølls Hjernen&Hjertet. Sprogvurderingen undersøger det enkelte barns sproglige kompetencer inden for 8 centrale sproglige områder og danner grundlag for, om barnet skal tilbydes fokuseret eller særlig indsats.
TRAS er et pædagogisk observationsmateriale, der er udviklet til at registrere sprogudviklingen hos børn 2-5 år. TRAS giver mulighed for at sætte fokus på det sproglige miljø i institutionen samt at planlægge en særlig indsats på udvalgte områder. TRAS kan også hjælpe til at opdage børn med forsinkelser i sprogudviklingen.
Sprogvurdering 2 år er Ministeriets materiale til sprogvurdering af de yngste børn (22-34 mdr.). Sprogvurderingen undersøger det enkelte barns sproglige kompetencer inden for fire sproglige områder.